   
|Svend Sværd's beretning| |Vi er store drenge der leger - Artikkel fra Sermitsiak|
Begyndelsen
Det hele startede i april måned, nærmere den 20. april 1998, i det grønlandske hus i
Odense, da Nick Nielsen, fra Qasigiannguit kom og spurgte mig, om jeg kunne tænke mig, at
tage på en ekspedition fra Qasigiannguit tværs over isen til Isortoq, en bygd i Tasiilaq
kommune på østkysten, i slutningen af maj måned. Jeg var på det tidspunkt, i gang med
6. semester som bygningskonstruktør og Nick med forberedelseskursus til
ingeniøruddannelsen.
Nick havde tidligere fortalt om sine ekspeditioner og om hvor spændende de var. Han
havde eksempelvis været på Kajak-tur fra Aasiaat til Kullorsuaq.og havde før prøvet
kræfter som den første rene grønlandske ekspedition med krydsning af indlandsisen, men
måtte opgive med kun 70 km tilbage.
Jeg havde løbetrænet lidt sammen med ham, men havde aldrig i mine vildeste fantasier,
drømt om at gå over isen. Da Nick spurgte mig, blev jeg forbavset , da jeg ikke troede
konditionen var tilstrækkelig og aldrig havde været på det, der tilnærmelsesvis kan
sammenlignes med en ekspedition. De eneste ture jeg havde været på, var rensdyr- rype-
og harejagter i området i nærheden af Sisimiut.
Nick fortalte, at det ikke ville være noget problem for os, da vi havde en måneds
tid, til at træne og hvis man var villig og stærk i sindet, kunne man klare sådan en
tur. Efter en dags tænkning og bekræftelse på, at det vil blive til noget, tog jeg imod
tilbudet, for denne udfordring, med at gå over isen, ville jeg ikke få igen nogensinde,
selv om det betød, at jeg måtte stoppe min igangværende uddannelse som
bygningskonstruktør.
Planlægningen
Da vi kun havde en måned, begyndte Nick og jeg i hast, at planlægge turen over isen.
Det første vi skulle, var at rejse penge derfor skrev vi til forskellige firmaer, for at
høre om der var økonomisk interesse for turen. Næste projekt var at skaffe udstyr,
heldigvis havde Nick gode forbindelser, i kraft af hans tidligere rejser. Han viste
præcis hvilket udstyr vi manglede og havde fået tilsagn for de resterende to
ekspeditionsdeltagere.
Et vigtigt element i ekspeditionen var maden. Da vi selv skulle slæbe den hele vejen
til Isortoq var det livs nødvendigt, at maden indeholdt ekstremt mange kalorier således
at behovet kun lige blev dækket. Derfor bestod forplejningen for en stor del af
kulhydrater, såsom choklade og andre sukkerholdige produkter.
Målet var, at planlægningen, skulle være på plads inden slutningen af maj måned,
helt præcis den 20. maj 1998.
Deltagerne
Da Nick spurgte mig, om jeg ville med, var det efter, at en anden havde sagt pænt nej
tak til tilbudet, til mit held/uheld. Så var vi fire, Steve Berthelsen på 24 år fra
Nuuk ,som på det tidspunkt sejlede med en rejetrawler ved vestkysten i Grønland, Knud
Kristensen på 21 år fra Ilulissat, der på det tidspunkt, arbejdede i en tøjforretning
i Aasiaat, Nick Nielsen 23 år, som tidligere nævnt var på ingeniørhøjskolen i Odense
og til sidst jeg selv, Svend Sværd på 27 år.
Strejken i Danmark
Alt gik efter planen, men så kom der strejke i Danmark og i iblandt de strejkende var
bl.a. transportfolk. Det indebar at, hele Danmark gik i stå, både lastbil-, sejl- og
flytransport. Det udstyr, vi havde bestilt fra vores leverandører i Danmark og Tyskland,
var nu umuligt at få transporteret til Aalborg og ligeså umuligt var det, at få det
videre fra Aalborg til Qasigiannguit i Grønland, selv med vores sponsorat fra Royal Artic
Line.
Nick og jeg kunne heller ikke tage af sted, da der ingen flyvning var mellem Danmark og
Grønland. Hvis ikke snart strejken var ovre, måtte vi vinke farvel til turen over isen,
da der i maj måned er smeltevand på indlandsisen under 1000 meters højde. Konflikten
blev dog løst omkring den 11. maj, og vi kunne tage af sted til Grønland, med en mindre
forsinkelse af ekspeditionens udstyr.
Træningen til turen
Da jeg om aftenen, den dag han spurgte mig, løb en tur, tænkte jeg om det var mig, at
tage på sådan en tur det og hvad jeg gik indtil hvis jeg sagde ja.
Og turen den aften, var en af de bedste jeg havde løbet. Sandsynligvis på grund af,
at jeg havde tænkt så meget, for pludselig var jeg tilbage ved start og havde ikke
engang bemærket trætheden melde sig.
Træningen jeg påbegyndte bestod af, at løbe cirka 6 kilometer og gå ture fra Odense
til Kærteminde hvor jeg gik med 30-kilo tunge rygsække. Ruten var på 23 kilometer og
på selve turen var 17 kilometer hvad vi minimum regnede med at tilbagelægge om dagen.
Derudover spillede jeg fodbold sammen med andre grønlændere fra Det Grønlandske Hus i
Odense.
Efter løbetræning lavede jeg for det meste styrketræning bl.a. bestående af
mavebøjninger, rygbøjninger og armbøjninger, alt dette skete hverdag.
Da jeg ankom til min hjemby Sisimiut i Grønland, løb jeg på langrendsski, lånt af
en dansk medicinstuderende i byen. Jeg havde ikke løbet på langrendsski siden
folkeskolen, så det var lidt svært i starten. Men med dette er det ligesom at cykle; har
man èn gang lært det, kan man det altid igen.
Efter en uge hjemme tog jeg til Aasiaat for at træne sammen med Nick og Knud. Vi fik
bl.a. klatret på fjelde. Det sjove ved det var, at jeg fra Sisimiut skulle til Aasiaat
for at klatre på fjeldvægge; netop Aasiaat er kendt for, at der ingen fjelde er,
hvorimod der er mange i Sisimiut. Steve skulle vi ikke møde før vi kom til
Qasigiannguit, da han først skulle sige farvel til sine familiemedlemmer i Qeqertarsuaq
og Nuuk.
Forberedelsen i Grønland
Efter at havde været i Aasiaat i en uge, tog vi så til Qasigiannguit, hvor vi skulle
modtage ekspeditionsudstyret som tidligere var sendt fra Danmark, i Qasigiannguit skulle
udstyret pakkes ned og stuves forsvarligt de forskellige ting blev vejet og det blev
diskuteret om hvem der skulle bære hvad, selv vores morgenmad blev afvejet, halvtreds
poser med hundredehalvtreds gram havregryn og femoghalvfjerds gram sukker så det rakte
til halvtreds dage, de sidste ting til turen blev også købt her og det hele blev stuvet
på vores pulke, en pulk er en slæde man trækker efter sig når man har oppakning med
på skitur. De sidste planer blev lagt, vores planlagdte rute fra Qasigiannguit til
Isortoq blev programmeret og indtegnet.
Så gik turen til fjorden Orpissooq, som ligger syd for Qasigiannguit hvilket foregik
med båd, herfra måtte vi bære vores ting til Indlandsisen heldigvis med frivillig
hjælp fra folk i byen.
Turen til indlandsisen
Endelig kom dagen, vi skulle sejle ind og se fjorden, for at se om der stadigvæk var
is, eller om det var muligt at sejle igennem, lokale fiskere og fangere mente at der var
for meget is, så man ikke kunne sejle helt ind til bunden. Det var om onsdagen kun to
dage før, starten på ekspedition.
Da Steve, Knud og jeg sejlede ind for at se om de lokale havde ret med hensyn til
fjorden, blev vi mødt af isen, som vi i jollen ikke kunne sejle igennem, men vi regnede
dog med at en større båd ville kunne sejle ind til bunden af fjorden. Dagen efter, om
torsdagen sejlede vi alle fire ind til fjorden Qarajaq, da vi gerne ville have gummibåd,
motor og benzin op til den første sø, så det var på plads, samtidig ville vi benytte
lejligheden til at skulle tjekke om der var is og i givet fald om hvor meget der var.
Desværre måtte vi opgive, da der var is på den og efter at have gået på den, måtte
vi opgive forsøget.
Så kom endelig fredagen, hvor vi med alt vores udstyr sejlede til bunden af fjorden
med kutteren MAKU. Vejret var fint og vi glædede os meget til at komme afsted, efter den
lange planlægning.
Isens indtryk på mig
Isen som jeg kun har betrådt en gang før, så enorm og ensom ud som den lå der
udstrakt og hvid. Jeg vidste, at når vi begyndte vores eventyr på isen, ville vi være
alene, om at klare alle udfordringer og problemer uden hjælp udefra til at hjælpe os og
kun hinanden til at hjælpe og stole på. Når vi påbegyndte turen, var det farvel til
vores frivillige hjælpere, som allerede nu havde vist sig nærmest uundværlige under
transporten af udstyret fra kysten og ind til isen.
Vejret den søndag, vi ankom til isen, var skyfrit, varmt og uden vind. Efter at vi
endelig var kommet til kanten, og vi alle lige havde betrådt isen, satte vi os ned ved en
rindende elv for at spise frokost, menuen bestod af tørrede ammasætter. Ole,
Anngutinnguaq, Niels, Aqqalu måtte nu tage afsked med os,vi viste at det ville være
sidste gang i lang tid vi skulle se hinanden, og det gjorde øjeblikket uforglemmeligt for
mig, vejret, spise ved en rendende elv og isen i baggrunden gav mig en veltilfreds rislen
ned af ryggen. Jeg håbede at vi var heldige med vejret, og at der ikke skete os noget.
Men hvem ved?
De første tusind meters højde på indlandsisen
Isen var hård som beton da vi begyndte turen, men vi var forberedt på at det ville
blive vådt og blødt efter de erfaringer som Nick og Kanut havde fra deres første
forsøg på at krydse isen i 1996. Det viste sig hurtigt at det blev som de havde
forudsagt, med en del sprækker og smeltevandsfloder der skulle krydses. Min pulk væltede
hele tiden. for jeg havde ikke følelsen med pulkens rytme over de sprækker og floder der
skulle krydses. Men at trække en hundrede kilo tung pulk, ja det lærte jeg snart ikke
var barnemad.
Efter at havde gået i tre dage, blev sneen endnu hårdere og der blev færre både
sprækker og smeltevandsfloder, som skulle krydses, det kunne nu betale sig at tage skiene
på, men for mig var det ikke så nemt. at løbe på langrendsski, som da jeg sidst
prøvede, for det var i folkeskolen. Men der var ikke andet at gøre end at bide tænderne
sammen, og følge med de andre. Søerne blev færre og færre, dermed blev antallet af
smeltevandsfloder vi skulle krydse også mindre. Vi glædede os til, at slippe for at
skulle siksakke over alle floderne, derved kunne vi nemlig følge den direkte linie som vi
, ved hjælp af GPS (Global Position System), havde afsat i vores kompas. På denne måde
(ved hjælp af GPS) kunne vi også hver aften nemt holde styr på hvor på kortet vi var
nået.
600 km på ski
Under hele turen over isen løb vi i ca. en time og derefter ti til femten minutters
pause, til at drikke og spise, den energigivende kost vi før så omhyggeligt havde
afmålt, tiden blev også brugt til at smøre skiene, hvis der var behov. Vi gik fem til
seks timer om dagen, med fem til syv kilometer i timen. Fem kilometer i timen hvis det gik
sløvt til og syv kilometer på en god dag. Vi gik altid i en række, hvor den forreste
havde kompasset i sin pulk, således at den næste i rækken kunne pejle retningen, dermed
fortælle den forangående om hvorvidt han skulle til højre eller venstre. Det skiftedes
de andre tre om, under hele turen.
Dagene startede normalt med, at vi spiste havregryn med sukker, halvt af hver. Turen
på ski begyndte næsten altid ved tolv tiden og når dagen og når de udmattende timer
på ski var overstået, havde vi hver især vores opgaver. Nogen havde jobbet med at slå
telt op, en skulle skovle sne til det vand vi skulle lave mad med, en tredje sørgede for
at alles liggeunderlag og soveposer blev lagt tilrette. to sikrede teltet mod eventuelt
dårligt vejr, som altid kunne opstå.
Efter vores faste gøremål var færdige og vores tøj hængt til tørre, kom aftenens
højdepunkt, nemlig at tjekke GPSen, for at se om hvor langt vi var nået på kortet og om
vi stadigvæk var på den position vi havde indtegnet. Senere smeltede vi vand til vores
frysetørrede mad, det var nemt, vi skulle bare hælde kogende vand ned i maden og vente i
et par minutter, så var den færdig. Vi havde ni forskellige retter med for at det ikke
skulle blive for ensformigt.
Om aftenen opstod der hurtigt begyndte faste ritualer. Vi spillede backgammon, og det
var altid en konkurrere om hvem der vandt. Med kortbølgeradio lyttede vi til musik på
Radio Danmark, og hver halve time, var der nyheder fra hele verden.
Ikke nok med det, der var også fodbold VM i Frankrig og vi fulgte med, i hvordan det
gik med Danmark. Det var altid spændende om morgen når vi vågnede, der fik vi nemlig
altid resultaterne fra gårsdagenes kampe og det gik jo længe godt for Danmark.
Torsdagen, dagen før ankomsten til Isortoq
Efter at have opgivet at nå civilisationen før fredagen den dag Danmark spillede mod
Brasilien, vi manglede stadigvæk omkring halvfems kilometer til bygden Isortoq og vi ikke
kunne klare mere end højst tredvie kilometer om dagen, men så skete der noget om
torsdagen den anden juli, vi vågnede ved, at der blæste kraftigt, fra en skyfri himmel.
Til vores overraskelse, var det for første gang det var vestenvind, endelig havde vi
medvind.
Vi spiste hurtigt morgenmad og pakkede vores ting og sammen. Så var det bare med at
prøve om oversejlet kunne trække os alle fire, og om vi kunne styre det til den rigtige
retning. Det kunne vi! Vinden kunne trække os alle fire; to til at stå og styre sejlet
og to til bare at sidde ned og nyde turen.
Hele dagen blev vi trukket af vinden med gennemsnitshastighed på omkring 16. km. i
timen og med den hurtigste hastighed på 21 km. i timen (dette kunne vi se på GPS).
Måske kunne vi stadigvæk nå kampen.
Ved 15-16-tiden så vi det første fjeldspidser og omkring kl. 18.30 stoppede vores
udnyttelse af vinden brat, da vi havde nået østkystens sprækker. Sneen var blevet blød
og våd, og vi skulle til at passe på sprækker og smeltevandsfloder. Vi viste, at hvis
vi, i stedet for at slå telt op, bare forsatte med at gå til vi kom til Isortoq, så
ville vi nå den kamp, som vi havde glædet os til at se.
Efter at have forsøgt at kontakte Ammassalik Radio og KNI Isortoq gennem VHF-radio,
fortsatte vi med at trække vores pulke igennem sprækker og floder og nåede til sidst
til den hårde indlandsis, hvilken gik meget stejlt nedad. Det resulterede i, at vores
pulkes stænger en efter en gik i stykker. Derefter måtte vi trække pulkene med vores
snore, hvilket det i hvert fald ikke blev sjovere af, da pulkene hele tiden rullede rundt
og stødte ind i os.
Fredagen, ankomsten til fast grund
Alt i alt kom vi dog uskadte ned til fast grund; det skete ca. kl. 03.00 om morgen og
det var en dejlig fornemmelse at føle, lugte og betræde fast grund, dog var vi meget
sultne og trætte. Det var for mig en uforglemmelig oplevelse, solen skinnede, vejret var
fint, men senere på morgenen kom tågen ind over os, som om østkysten prøvede at
fortælle os om at spændingen endnu ikke var slut, og at den ville gemme sin flotte natur
til senere.
Fredagens program for os var at ankomme til bygden, hvilket vi gjorde ved 14.30-tiden,
Dernæst prøve at hæve penge fra vores tomme bankkonto, hvilket ikke lykkedes helt så
godt. Vi samlede vores sidste småpenge sammen til at handle for, og vi købte de mest
nødvendige dagligdags varer. Bagefter grov-åd vi virkelig, da vi hungrede efter noget
friskt mad.
Endelig kom fodboldkampen, som vi sådan havde glæde os til. Vi blev inviteret til
spisning, hvor vi blev budt på østkystens ørreder, hvilket gjorde kampens starts endnu
bedre. Bagefter var det som om man bare ventede på hovedretten (kampen). Sikke en kamp!
slutningen kender alle, men alt i alt var det en fin slutning på turen og alle dens
uforglemmelige oplevelser.
Oplevelserne fra turen over isen
Selve turen var spændene hver dag, selvom man skulle tro at det ville være
ensformigt; den samme hvide indlandsis og blå himmel, de samme personer, det samme telt
og dets hørm og petroleumslugt, smeltevand der smager af petroleum og dermed også maden.
Men nej, hver dag bragte altid sine egne oplevelser. Selv lugten og smagen af petroleum
gjorde turen endnu mere værd at tænke tilbage til.
Vi er store drenge der leger - Artikkel fra Sermitsiak.
Ren ferie, siger Nick, Steve, Knud og Svend om en netop afsluttet skitur over
indlandsisen
Fornøjelsestur, siger Nick Nielsen og Knud Kristensen om krydsning af indlandsisen
anno 1998. Tonen var en anden for to år siden, da de to GU-ere fra Aasiaat forsøgte at
blive de første grønlændere, der lavede deres egen ekspedition over indlandsisen.
Dengang løb de tør for mad, gik i flere dage uden at spise og tilsidst kollapsede
Knud. Nick satte nødsenderen i gang, og en helikopter kom til undsætning.
Knud havde tabt 16 kg på tre uger, var dehydreret og lå med drop i flere dage.
— Vi havde ikke mad nok med i 1996, siger de to samstemmende. Vi er blevet meget
klogere siden da.
De ser ikke bare klogere ud, de to unge mænd, som karakteriserer sig selv som voksne
drenge, der stadig leger og har det sjovt.
Brune ansigter
De ser også friske og sunde ud, trods det, at de akkurat er kommet ned af isen. Her er
ingen hule kinder og løstsiddende bukser, der hænger fast på kroppen med en livrem der
er lukket i inderste hul. De har måske smidt et par kg hver, men ikke mere end det.
Her er bare brune - lidt brændte - ansigter og et usædvanligt godt humør.
På turen i 1998 havde Knud og Nick selskab af den tidligere GU-klassekammerat Steve
Berthelsen og Sisimiormioqen Svend Sværd, som Nick mødte på Teknikum i Odense i vinter.
— Det var en hel anden tur denne gang, fortæller Knud Kristensen. Vi havde godt
vejr alle dage undtagen to. Det har været så varmt, at jeg slet ikke har haft min hue
på.
— Og så havde vi mad nok. Vi har haft overskud til andet end at tænke på mad.
Vi har bygget en kæmpesnemand, vi har lavet atletikkonkurrencer, vi har spillet kort og
backgammon, og så har vi fulgt med i VM i fodbold over radioen. Vi har bare slappet af.
Slet ikke stresset med at skulle frem. Vi sov til vi vågnede, gik til vi blev trætte. Vi
har bare haft det sjovt.
Dobbelt så meget mad
De har nok en lidt særpræget form for humor, de fire store knægte, for blandt de
morsomme indslag på turen var dengang Nick forfejlede et spring over en smeltevandselv og
faldt i. Og da Knuds pulk begyndte at glide ned i en stor sprække, mens han stod på en
snebro.
På grund af Nick og Knuds erfaringer fra 1996 lagde de fire unge mænd ud på tur d. 5
juni med dobbelt så meget mad som i 1996. De startede - som i 1996 - fra Qasigiannguit
med kursen mod Isortoq, syd for Tasiilaq.
De startede med 50 dages rationer a ca. 5000 kalorier. Til gengæld måtte de også
trække på en pulk på hver 115 kg.
Fordi det fra starten af tegnede til at skulle gå godt, spiste de næste halvanden
dagsration om dagen, og det kunne de sagtens gøre, for turen tog kun 25 dage alt i alt.
De fleste dage gik de 20-30 kilometer om dagen, men en god dag med medvind, spændte de
teltet op som sejl og tilbagelagde 100 km på 36 timer.
— Vi var oppe på 21 km i timen, fortæller Steve begejstret. Vi tjekkede det på
GPS'en.
Afsted igen
Nick og Steve er klar til at tage afsted igen. Krydse indlandsisen igen og igen:
— Der er bare så specielt derinde, fortæller Nick. Man kan rigtig slappe af og
nyde at være på tur. Det er slet ikke kedeligt, som mange tror. Men det er svært at
beskrive atmosfæren derinde.
Knud har mere eller mindre fået nok af indlandsisen. Næste gang skal målet være et
andet.
Og Svend. Svend er slet ikke med ved interviewet. Han er på besøg - for at spise.
Det er nu også de tre GU-drenge, der er kernen i dette projekt. De kommer fra
Ilulissat, Qasigiannguit og Qeqertarsuaq og mødtes på GU i Aasiaat for nogen år siden.
Nu hænger deres navne så meget sammen med Aasiaat Kommune, at denne er sponsor på
turen.
Om det er loyalitet eller ej, så siger de tre samstemmende, at de meget bedre kan lide
Aasiaat end deres tre hjembyer.
Den første tur var de fælles om at planlægge. Men det endte med, at Steve ikke tog
med. Det var ellers ham, der lærte de to andre at stå på ski. Indlandisplanerne i 1996
indebar en træningstur til Kangerlussuaq og retur. Den barske oplevelse på isen i 1996
fik ikke de tre knægte til at opgive modet på at tage på tur. I 1997 padlede de kajak
mellem Aasiaat og Kullorsuaq, og nu i 1998 var de sammen på isen.
— Selvom turene kun har taget alt i alt fire måneders af vores liv, så snakker
vi altid om dem. Vi har haft så mange oplevelser sammen. Og dem har vi for altid.
Vil du med på tur ?
Turen i år var ikke noget langtidsprojekt. Nick gik rundt nede i Danmak og kedede sig
med bøgerne på Teknikum i Odense, og i begyndelsen af maj ringede han til Steve: Vil du
med på tur?
— Jeg sagde ja med det samme, selvom jeg ellers havde planlagt at tjene en masse
penge, inden jeg skulle starte på politiskolen her 1. juli. Nu har jeg ingen penge, men
det har jeg ikke fortrudt. Og jeg har fået lov at starte på skolen lidt for sent.
Knud sagde også ja med det samme.
Og Svend fra Teknikum var også med på at krydse isen.
Godt en måned senere tog de afsted.
— Vi har lært meget siden det første forsøg i 1996, fortæller Nick. Dengang
sagde vi: Planlægning, hvad skal vi med det. Nu er vi blevet klogere. Nu har vi lært,
hvor meget planlægning betyder.
— Men det meste, det lærer man derude.
Sponsorer for ekspeditionen er: Aasiaat kommune er hovedsponsor, Dobi Varehus,
entreprenør Vagn Jensen, Aasiaat Skibs- El- og Køleteknik, Godman Kristiansen, Royal
Arctic Line, Qasigiannguit kommune, Team Mikisoq, Kik Ind, Sanati, Sermitsiaq, Hotel
Kulusuk og Hotel Ammassalik, rørlægger Bent Andersen, Qasigiannguit, samt Niels Nielsen,
Qasigiannguit.
|
